Under en uge til Copenhagen Marathon

I starten af året udvalgte vi Camilla og Kristian til at være vores to Projekt Marathon 2.0 deltagere. Begge kandidater havde ambitionerne, gå-på modet og viljen til at ville gennemføre CPH Marathon i samarbejde med os, og der var ingen tvivl om, at der var en gensidig tillid.

Camilla og Kristian kom ind og fik et start-kit bestående af træningstøj og -sko, samt en briefing til hvordan hele processen ville forløbe frem mod CPH Marathon. Herefter fik Camilla og Kristian hver især målt deres kondital og VO2max hos Anders i VO2 Lab, ved Sparta Hallen. Resultaterne fra testene blev grundlag for de individuelle træningsprogrammer som Maria Sig udarbejdede til begge deltagere, som skulle følges for at de kunne komme i form til at gennemføre marathon d. 13 maj 2018.  Efterfølgende har begge deltagere deltaget i hhv. Nike Marathon test 1,2,3 og 4, hvor begge to har klaret sig ualmindeligt godt og der er oplevet konstant fremgang.

NU er det for alvor tæt på og de er mere end klar til at give den alt hvad de har i sig. De har fået det nye sæt tøj og sko som de skal løbe marathon i, de er blevet dækket ind og guidet i energiindtag inden, under og efter løbet og de har fået taget den sidste test hos Anders i VO2 Lab. Denne test skulle vise deres udvikling og sikre at de er klar til at gennemføre CPH Marathon, og det må man sige de er! Så husk at holde øje med disse outfit under CPH marathon, hvis du skal heppe!

Kristians resultater

Fra første test i starten af året til den afsluttende test i slut april, kan det afsløres at Kristians syregrænse (LT) er gået fra 11 km/t til 12,2 km/t, hvilket er en stigning på 11%. Hans VO2max er gået fra 4.510 til 4.586mlO2/min. VO2max tallene indikerer det maximale iltoptag, så en stigning i VO2max indikerer en forbedring i udholdenheden. Kristian har også tabt sig 4kg samtidig med at hans kondital er gået fra 55 til 58,8 (altså en stigning på 7%).

Et vægttab samtidig med et øget kondital giver et kæmpe boost til kondien og i den maksimale iltoptagelse, hvorfor Kristian altså har opnået imponerende forbedringer.

 

Dog døjer Kristian med en smule smerter i foden, som vi gør alt hvad vi kan for at forbedre op til marathonet. Der er heldigvis givet grønt lys fra Sports Fyssen, så vi er ikke i tvivl om, at Kristian nok skal få et kanon godt løb.

 

Camillas resultater

Camilla oplever samme yderst positive fremgang! Fra første test i januar måned og indtil nu er syregrænsen steget med 11% og er gået fra 10,5 km/t til 11,8 km/t. Derudover er hendes VO2max steget fra 3.169 til 3.600 mlO2/min, hvilket er en super god stigning som tydeligt kan mærkes på formen. Camillas kondital er røget helt i vejret og steget med 23%. Hun er altså gået fra et kondital på 47 til nu at ligge på 58. Denne stigning sammen med et vægttab på 6kg, giver et kæmpe boost til iltoptagelsen og ydeevnen.

 

Med de flotte forbedringer må man sige, at Camilla og Kristian er mere end klar til at afprøve deres første marathon om en lille uge. Og vi er mere end klar på at heppe alt hvad vi kan.

Camilla har startnummeret: 4114

Kristian har startnummeret: 4113

PowerZone

Vi i Marathon Sport holder den største og fedeste fest ved vores PowerZone under CPH Marathon. Vil du også være med til at heppe på Camilla, Kristian og alle de mange andre deltagere som skal løbe igennem Københavns gader d. 13.05.2018? Vi står klar med fest, farver, snacks og godt humør på Østerbrogade 19, lige ude foran Marathon Sport butikken, hvor løberne vil passere på henholdsvis. 5 km og 30 km. Så kom og hep med os og oplev årets fedeste stemning.