Maiken Kærgård Cederlund

Mit særlige bidrag i Marathon Sport

Jeg er ikke ekspert inden for noget område, men lige som mine kollegaer deler jeg en stor passion for løb. Jeg er selv typen der hellere vil bruge mine penge på nyt løbetøj, end et par nye jeans. Jeg synes det er vigtigt at føle sig godt tilpas under løbeturen, og vil derfor med et stort smil hjælpe med at finde det rette tøj og sko til den enkelte kunde.

Herudover har jeg erfaring indenfor triatlon verdenen. Så jeg ved lidt om hvordan det er at kombinere løb med svømning og cykling. Under de længere distancer har jeg fået testet en del energi indtag og kan helt sikkert dele min viden om diverse energi produkter.

Det jeg elsker ved at løbe

Løb er bare så super simpelt. Det eneste det kræver er et par gode løbesko og så er man af sted. Jeg bruger løb til at cleare hovedet, nærmest som meditation. Men jeg kan også slå hovedet helt fra, og bare lade kroppen styre showet. Man føler sig altid lidt stærkere og bedre tilpas eller en løbetur.

Foretrukne løberute

I finder mig løbende rundt i ring nede ved Amager Strand. Jeg elsker at løbe langs vandet. Jeg tror endda jeg har formået at løbe knap 30 km kun ved Amager Strand. Det bliver lidt komisk når man er løbet forbi de samme personer 3 gange…

Hvis jeg boede nær en skov, ville jeg helt sikkert også løbe en masser der.

Et løb jeg særligt husker

Jeg er lige hjemvendt fra Ironman Zürich og det var bare en rigtig hård dag. På løberuten døjede jeg med mavesmerter og kæmpede for at holde benene i gang. Her skulle jeg virkelig arbejde med det mentale under alle 42 kilometer. Jeg kom igennem og det vil helt sikkert stå som det hårdeste løb jeg har gennemført.

Den præstation jeg er mest stolt af

Ironman Helsingør 2018, her gennemførte jeg min anden halve ironman distance og jeg var flyvende på løberuten. Kroppen spillede og jeg nød virkelig hele dagen. Jeg ender med at slå over 30 min af min samlede tid og 11 min af min halvmarathon tid. Det er bare en fed følelse..

Foretrukne løbesko

Lige nu løber jeg i Adidas Energy Boost på de lange distancer, da de sidder godt og giver stabilitet. Til de mindre ture har jeg et par Adidas Adizero Boston. De er super lette og så gør det ikke noget at de ser super hurtige ud.

PR på diverse distancer

10 km: 49
Halvmarathon: 1.43
Marathon: 3.57
Da jeg dyrker en del tri, er mine bedste løbetider del af et triatlon.
Mine PR i triverdenen er:
½ Ironman. 4.48
Ironman: 10.54

Mantra

“It doesn´t get easier – you just get faster”