Vi går den tid i møde, hvor det kan være svært at holde fast i de gode vaner. Det bliver koldere og koldere udenfor. Det er eller bliver snart mørkt når vi tager på arbejde og det samme når vi kommer hjem. Temperaturen og de få lyse timer gør, at vi får lyst til at blive indenfor og ”hygge”, da det er sådan, danskerne altid er kommet igennem efteråret og vinteren. Dette gør samtidig, at mange løbere skruer ned for løbet eller helt holder op med at løbe i de mørke og kolde måneder.

 

Men der er slet ingen grund til hverken at droppe løb eller skrue væsentligt ned for sit løb, bare fordi det er vinter og man bor i Danmark. Der er faktisk mange fordele ved at holde sit løb ved lige vinteren igennem. For det første skal du ikke bygge din form op fra ny, hvis løber vinteren igennem, for det andet får du en masse velvære, fordi du får frisk luft og en masse indtryk, for det tredje sover du bedre om natten, fordi du får brugt din krop. Holder du dig løbende vinteren igennem vil du fortsat forebygge livsstilsygdomme og desuden nedsætte din risiko for stress og depression, samt øge din mulighed for, at bevare et godt mentalt helbred. Der er masser af tiltag, der kan hjælpe dig med, at fastholde din løbemotivation, når det bliver koldt og mørkt udenfor.

 

Løb med andre

Det kan være en stor motivator året rundt, men særligt i de kommende måneder, at løbe sammen med andre. Det er lettere, at komme ud af døren og få trænet, hvis man ved der er andre, der står og venter på en. Og mulighederne er efterhånden mange, for at få selskab på sine løbeture. En mulighed, er at lave en aftale med ene ven eller veninde, dette er nok den mest fleksible mulighed, da I kan aftale mødetid og sted, så det passer jer begge to bedst muligt. Svagheden ved denne form for aftale er, at der kun skal en aflysning fra en af jer til, for at løbeturen ikke bliver til noget, og har man set frem til en tur i godt selskab, kan det være svært, at komme afsted alene. Du kan også lave aftalerne med en kollega, hvor I så kan løbe umiddelbart inden eller i forlængelse af arbejdsdagen. Dette kræver dog, at I skal kunne planlægge, at arbejdsdagen starter eller slutter samtidig for jer begge to.

En anden mulighed er, at melde sig ind i en etableret forening, som findes i de fleste byer, og i stort tal i København. Skal du have en forening med stor fleksibilitet, skal du nok finde en stor klub, som eksempelvis Sparta https://sparta.dk/, der har løbehold på flere niveauer, og afgange de fleste af ugens dage samt på forskellige tidspunkter af dagen, så der både er mulighed for at løbe tidlig morgen inden arbejde og efter spisetid.

En tredje mulighed er at begynde i et løbefællesskab/running community, som ikke er en forening men en sammenslutning af passionerede løbere, der oftest løber sammen for sel- og fællesskabets skyld. Bliver man en integreret del af et løbefællesskab, forgår der ofte en masse andre sociale arrangementer udover løb, i større og mindre grupper. Løbefællesskaber kan i dag findes i de fleste større byer spredt udover det danske land. Bor du i København er der bl.a. mulighed for at løbe med vores eget ”Marathon Sport Running Community” https://www.facebook.com/groups/marathonsportrunningcommunity/, som er varierende løb for alle aldre og niveauer. Der løbes hver mandag kl. 17.00 fra vores butik på Østerbrogade, og der er mulighed for gratis bagageopbevaring imens vi løber. Derudover, er der også mulighed for at løbe med NBRO running https://www.facebook.com/groups/108900355842020/, som er Danmarks første urbane løbefællesskab, med base på Nørrebro. Der er mulighed for at løbe hver dag, og nogle dage er der afgange flere gange om dagen, altid med udgangspunkt i og start fra NBAR på Birkegade 10.

En tredje mulighed er adidas Runners Copenhagen https://www.facebook.com/groups/adidasrunnerscopenhagen/ med afgang tirsdag, torsdag og lørdag fra Adidas Runners Hub, Vesterbrogade 97. De fleste løbefællesskaber har plads til løbere på alle niveauer, uanset tempo. Som en del af et løbefællesskab kan du løbe for fællesskabets skyld og for at have det sjovt, men der er også rig mulighed for at være/blive en ambitiøs løber, og du vil med stor sandsynlighed kunne finde andre deltagere, der passer til dit niveau.

Køb nyt gear

For at holde motivationen om efteråret og vinteren kræver det at dit løbegear er up to date. For langt de fleste løbere, er det lettest at gå vinteren i møde med ”lag på lag”-princippet. Med dette menes der, at det ofte er mest effektivt, at have flere tynde lag på end et tykt lag. Oftest kræver en god komfort om vinteren et tyndt svedtransporterende lag inderst og en vind- og vandafvisende jakke/vest yderst. Om man er til vest eller jakke er en personlig smagssag. Hvis man er typen der sjældent fryser, kan det virke godt med en langærmet bluse inderst og en vest ovenpå, er man mere kuldskær er jakke formentlig den bedste løsning. Hvis man er kuldskær eller det er meget koldt udenfor, kan det være nødvendigt med et mellemlag, af lidt tykkere materiale, som dog gerne stadig skal være svedtransporterende.

Når det er mørkt udenfor, er det en god ide at gøre mere opmærksom på sig selv som løber, da man hører til de bløde trafikanter, som er mere udsatte i trafikken. Desuden vil der være både cyklister og bilister, der overser dig, fordi de ikke er vant til, at orientere sig efter hurtig bevægelse på fortovet. Det er derfor altid en god ide at iklæde sig løbetøj i friske farver og/eller reflekser. Der er efterhånden meget løbegear med reflekser på tøj og sko, men ellers er der mulighed for at købe ekstra reflekser bl.a. i form af veste. Du kan også overveje om du vil have lys på tøjet når du løber. Dette er især vigtigt hvis du løber uden for de større byer, hvor det også kan være nødvendigt med en pandelampe, der samtidig vil gøre det lettere for dig selv, at se hvor du løber.

Du kan overveje om det er tid til nye sko, som har nye og mere skridsikre såler, eller om du måske skal investere i et par trailsko, som er sko med kraftigere såler, der står bedre fast på blødt underlag. Skal du løbe cross, kan det være en ide at investere i et par crosssko, som er faste løbesko med pigge i sålen, der gør at du kan stå fast på de fleste bløde og isede underlag. Det er dog vigtigt på forhånd at tjekke underlaget ud, da det ikke er hverken hensigtsmæssigt eller behageligt, at løbe i pigsko, hvis der er asfalt eller beton på ruten. Der flere brands, der tilbyder nogle af deres skomodeller i særlige vinterudgaver, som ofte er varmere og med masser af reflekser, som gør det endnu lettere at blive set.

Hvis du er særlig kuldskær eller hvis vi får en rigtig hård vinter, er det en overvejelse værd, om det yderste lag af løbetøj skal være vindtæt, da det ofte er vinden der køler dig allermest af. Det er muligt at få både tights og jakker i vindtæt materiale, og ofte har vi også nogle enkelte trøjer med vindtæt materiale på forsiden.

Hvis du vil slippe for kolde fingre og ører, er det også snart du skal overveje hvilke handsker og hue/pandebånd, du skal have til vinteren. Selvom det ikke er koldt endnu, og du måske ikke tænker på den slags, har du større udvalg jo tidligere du køber den slags. Du kan med fordel også her overveje, om du skal have handsker og/eller hovedbeklædning af vindtæt materiale, da dette er udsatte kropsdele, der hurtigt kan blive kølet af, og som kan gøre en lang løbetur til en mindre behagelig oplevelse. Hvis du er udsat for træk eller har tendenser til halsproblemer, kan du med fordel anskaffe dig en buff, som er et tyndt halsrør, som trækkes over hovedet, og som i en snæver vending også kan benyttes ved kolde ører.

Lav om på din træning

Om vinteren er det sjældent nødvendigt at løbe korte og hurtige intervaller. Du kan derfor med fordel skifte til at løbe ture med længere tempostykker eller fartleg. Løber du længere tempostykker, kan du med fordel fokusere på et tempo omkring dit maratonpace, men et præcist pace er ikke så vigtigt på denne årstid. Fartleg er en anden god mulighed om vinteren. Ved fartleg varierer du tempoet i din løbetur flere gange undervejs. Løb fx nogle km opvarmning efterfulgt af få tempostykker af længere varighed (5-10 min) eller mange tempo tempostykker af kortere varighed (2-4 min), afslut turen med nogle km nedkøling. Under fartleg behøver du ikke, at fokusere på et bestemt pace, men blot løbe hurtigere og stadig kontrolleret.
Hvis du gerne vil holde fast i dine intervaller, kan det være en god ide at skifte banen ud med grusstier, der er mindre hårde for benene og sjældent bliver lige så glatte som asfalt og beton.

Hvis vejret er meget dårligt, meget koldt eller det er glat udenfor, kan du overveje om du skal løbe dine intervaller eller dit tempo på løbebånd i stedet for. Så kan du både sikre dig mod faldskader og samtidig løbe i dit sommer løbetøj.
Løb til og fra arbejde. Hvis du har svært ved at finde tiden og motivationen i de mørke og kolde måneder, kan du med fordel løbe til og/eller fra arbejde. På denne måde sparer du tid, og samtidig har du ikke en masse gode undskyldninger for, ikke at komme ud af døren. Desuden kan du være heldig at nogle af dine løbeture kan løbes i helt eller delvist sollys, hvilket giver ekstra energi på denne årstid. Har du langt på arbejde, kan det være en mulighed, kun at løbe noget af vejen og så evt. bruge offentlig transport resten af vejen. I så fald vil vi anbefale at du på første del bruger offentlig transport, og så løber den sidste del af vejen. På den måde slipper du for, at stå og blive kold i det våde løbetøj, desuden bliver man sjældent populær, hvis man lugter af sved i varm offentlig transport.

Trail og cross

Ofte er det lettest at holde motivationen ved lige, hvis man har noget man træner frem mod. Hold derfor gerne øje med, hvornår der er trail- og crossløb i efterårs- og vintermånederne. Hvis du deltager i flere løb indover de næste måneder er det samtidig en mulighed for at teste din form, og se om den udvikler sig i positiv eller negativ retning. Det gode ved at løbe trail- og crossløb er at du ikke behøver fokusere på pace i disse løb, fordi de ofte varierer i længde og finder sted i meget forskelligartet terræn. Du kan derfor i stedet fokusere på at løbe på følelse, og skrue op og ned for pace alt efter underlag og terræn. Hvis du konkurrere indover vinteren, vil du helt sikkert føle, at du kommer styrket ind i forårets træningsture og løb.

Noget af det bedste ved at løbe om vinteren, er det velvære man oplever, når man bibeholder sit aktivitetsniveau. Desuden er det sjældent at man fortryder eller ærgrer sig over en løbetur, når den er overstået. Lige meget hvor dårligt vejret er udenfor og ligegyldigt hvor lille motivationen er, så er man altid glad, når man kommer hjem fra løbeturen. Vi vil faktisk påstå, at der ikke er mange tinge, der slår følelsen efter en løbetur, især ikke hvis løbeturen er foregået på en mørk, kold, blæsende og våd vinterdag. Et ekstra plus ved at løbe om vinteren er, at man med velbehag og god samvittighed, bagefter har en god undskyldning for at ”hygge”.

Der er altså ingen gode undskyldninger for, ikke at holde sig løbende vinteren igennem, faktisk er det svært at forsvare, en inaktiv vinter. Og vi er sikre på, at du får en langt bedre vinter, hvis du holder dig løbende vinteren igennem, og ikke lader alle de dårlige undskyldninger overtage. Desuden er du jo så bedre løbende til foråret, og går den nye sæson i møde med et godt udgangspunkt.